Jeg kan mærke en tåre trille ned på min kind. Tankerne flyver rundt i mit hoved. Hvad er det dog jeg har gjort? Her sidder jeg, med Cecilie liggende døende på gulvet. Jeg bure gøre noget, ringe til 112. Jeg kan bare ikke få mig selv til det, men jeg har skut en person. Min besteveninde. Måske er jeg gået for langt. Måske skulle jeg bare havet ladet det være som det var, og blevet på hospitalet. Jeg sidder helt krummet sammen med hovedet begravet i mine hænder. Jeg kan høre Cecilie gispe efter vejret, jeg løfter forsigtigt hovedet og kigger over på Cecilie. Hun er helt smurt ind i blod, og kigger med store øjne over på mig. Jeg kan se at hun prøver at sige noget. Jeg kan mærke tårne presse på min medfølelse bliver større og støre, og til sidst tager jeg mobilen og taster 112. Tre store mænd kommer løbene ind to af dem med pistoler og en med en bore. Jeg vågner ved at en læge tager min puls, far sider på kanten af briksen. Jeg kan se han har grædt. På briksen ved siden af ligger Cecilie, hun er helt hvid i ansigtet, men trækker vejret. En tanke strejfer mig, Nikolaj er han død?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar